Partner login

Mindesten

Ordet mindesten er efterhånden blevet et sjældnere brugt synonym for gravsten og monumenter. Det er egentlig en kedelig udvikling, fordi netop ordret Mindesten fanger en vigtig del af essensen af en gravstens formål.

Gravsten – og altså mindesten – bevarer minder om mennesker, der er gået bort og som har betydet noget for os. Minder er noget af det dyrebareste vi mennesker har. Det er noget der kommer gennem mange års relationer med andre mennesker og det kan ikke erstattes eller købes for penge.

Når vi sætter en mindesten på graven så skaber vi forudsætningen for at arbejde med vores tab og sorg. Kirkegårdens rammer skaber det beskyttende rum, der hjælper os med at forstå, at den døde nu har en anden placering i vores liv.

Mindestenen befordrer minderne. Den står der for de efterladtes skyld. Når vi træder ind på kirkegården, så falder vores tempo i forhold til hverdagens stress og jag. Pulsen falder også og helt ubevist begynder vi at åbne sindet, så vi kan beskæftige os med vores tab.

Vi kan ikke længere kramme den døde. Mærke hinandens varme og duft og vi kan ikke se hinanden i øjnene og bekræfte hinanden i, at vi er nærtstående. Men mindestenen taler til os. Den sætter tankerne i gang og vi erindrer helt automatisk.
Måske fjerner vi et par blade fra graven, eller snakker med den døde. Måske skal der lidt vand på planterne.

Alle disse ritualer må nu erstatte berøring og varme og når vi forlader mindestenen ved vi ”Jeg har været her, og tænkt på dig”. Sorg gør ondt men en mindesten hjælper til vi får det bedre.

Se også

Andre gravsten: Tilbehør: Værktøjer: